Min mor har Alzheimers og er netop flyttet på plejehjem. Det har været en hård tid for hele familien, ikke mindst for min far, men nu håber min bror og jeg, det bliver lidt nemmere, når det daglige ansvar er overladt til plejerne.
Min far har dog haft svært ved at acceptere, at han ikke længere magtede at klare pasningen af min mor. Han besøger hende dagligt på plejehjemmet, men de bliver begge kede af det, når han skal hjem.
Derfor har lederen sagt til ham, at han ikke skal besøge hende så ofte. Han kan nøjes med en eller to gange om ugen. Den besked blev min far endnu mere ked af.
Kan det virkelig være rigtigt, at man fraråder pårørende at besøge demente familiemedlemmer? Det vil være hårdt for min far, og det giver vel også min mor en form for tryghed at få besøg af ham?
Hun kan stadig kende ham, forstået på den måde, at der ikke er nogen tvivl om, at hun ved, hun er knyttet til ham. De er begge 86 år.

Question

Min mor har Alzheimers og er netop flyttet på plejehjem. Det har været en hård tid for hele familien, ikke mindst for min far, men nu håber min bror og jeg, det bliver lidt nemmere, når det daglige ansvar er overladt til plejerne.

Min far har dog haft svært ved at acceptere, at han ikke længere magtede at klare pasningen af min mor. Han besøger hende dagligt på plejehjemmet, men de bliver begge kede af det, når han skal hjem.

Derfor har lederen sagt til ham, at han ikke skal besøge hende så ofte. Han kan nøjes med en eller to gange om ugen. Den besked blev min far endnu mere ked af.

Kan det virkelig være rigtigt, at man fraråder pårørende at besøge demente familiemedlemmer? Det vil være hårdt for min far, og det giver vel også min mor en form for tryghed at få besøg af ham?

Hun kan stadig kende ham, forstået på den måde, at der ikke er nogen tvivl om, at hun ved, hun er knyttet til ham. De er begge 86 år.

Mange kærlige hilsener Thilde · Accepted Answer

Sikke et rørende brev fra dig. Tak for det og tak for at belyse dilemmaet for din far og jer.

Det er ikke uden grund, at demens kaldes ”de pårørendes sygdom”. Din mor er i en situation, hvor hun ikke bekymrer sig.

Hun lider måske på sin egen måde, men hun er formentlig ikke i stand til at bekymre sig og reflektere. Men det er din far og resten af familien i allerhøjeste grad.

Når en dement kommer på plejehjem og flytter fra sin ægtefælle, er det faktisk en ulykkelig kærlighedshistorie. To mennesker, der lovede hinanden at stå sammen i tykt og tyndt, må nu skilles på grund af en meget opslidende sygdom.

Din far savner din mor, og hun er jo stadig i live, så han kan se og mærke hende – men hun er ikke den kone, han kender.

Hun er kun en skal af sig selv. De pårørende til demente kan længes så inderligt efter de gode øjeblikke, de havde med deres elskede, at de vil sidde hos dem næsten alle deres vågne timer for at få et lille glimt af det menneske, de savner.

Og nogle gange oplever din far måske også glimtet af din mor fra gamle dage, for indimellem liver den demente op og kan mindes noget, de har oplevet sammen – for så atter at forsvinde ind i demensen.

Far er meddement

Din far har formentlig hjulpet din mor i mange år, inden hun kom på plejehjem.

Han har sikkert været glad for at hjælpe sin elskede, men indimellem har hans tålmodighed været brugt op, og han har haft lyst til at råbe ad hende og skælde hende ud over at svigte ham.

Vi har et ord for den sidste tid, hvor man lever med en dement. Det kaldes ”meddement”.

Det er en tilstand, hvor det at være så tæt sammenbundet med en person, der er indbegrebet af uforudsigelighed, giver en tilstand af ”meddemens”.

Man bliver selv glemsom og forvirret, og man kan få et øget behov for kontrol af de få ting i livet, man trods alt kan kontrollere.

Når den demente flytter på plejehjem, står den efterladte tilbage, men sørger ikke på samme måde, som hvis ægtefællen var død. Den demente lever stadig, og han kan besøge hende og se skallen af hende.

Mange venner og pårørende vil måske sige, at ”nu skal du da ud at leve livet”. Men det er ofte det, man netop ikke gør. Den meddemente går ikke ud og lever sit liv.

I stedet flytter den pårørende næsten med ind på plejehjemmet og forsøger at fortsætte med at kontrollere hverdagen for sin kære, som han har været vant til at ordne alt for i årevis.

Han holder for alt i verden fast i i den kontrol, han har kæmpet så hårdt for at holde i hævd, mens alt var kaos i hjemmet og i samlivet med den demente.

Faste rutiner

På plejehjemmet vil den ”meddemente” måske være med til at styre, hvordan den demente passes, vaskes, spiser og i det hele taget lever.

Det skal den pårørende jo også have lov at mene en hel masse om, men på den anden side kan plejehjemmet ikke ændre alle rutiner og procedurer for alle beboere, hver gang der flytter en ny ind.

De pårørende skal forstå, at vi generelt har gode tilbud om hjælp til demente, men det er ikke de pårørende, der egenhændigt bestemmer, hvordan demente passes bedst.

Det er dygtige folk med særlige uddannelser i demenssygdomme, der skal være med til at fastsætte hverdagens rutiner på plejehjemmet.

Jeg kender det også alt for godt fra mig selv, for jeg bliver inhabil og mister min lægelige dømmekraft, når nogen, jeg elsker, lider.

I den situation kan den ”meddemente” let ende med at blive sur på personalet på plejehjemmet og mene, at de slet ikke gør det godt nok.

Vi ved, at demente skal skånes lidt for input, men de skal stadig stimuleres. Jeg synes bestemt også, at din far stadig skal besøge din mor – men ikke syv timer hver dag – og måske ikke hver dag.

Jeg er sikker på, at plejehjemmet har prøvet mange gange før, at den meddemente skal have en kærlig påmindelse om, at han/hun skal finde andet indhold i livet end at sidde mange timer dagligt på plejehjemmet.

Men det tager lang tid, inden man når til den erkendelse, og din mor er først lige flyttet.

Det blev et langt svar, og som med meget andet i livet er det ikke enkelt, når der er store følelser og eksistentielle livsomstændigheder involveret.

Der findes ikke et sorthvidt-svar, og det er heller ikke sikkert, din far er klar til at tale om, hvor hyppigt han skal besøge din mor lige nu.

Din far har levet i et kaos, hvor han ikke har haft den luksus at have tid til at mærke, hvad han selv følte, mens han passede din mor derhjemme.

Nu har han tid, men han er formentlig fra en generation, der ikke sætter ord på følelser, og derudover har han tillært sig at fortrænge dem, mens han boede med din demente mor.

Tak, fordi du skrev og dermed satte lidt lys på de pårørendes sygdom og den ulykkelige kærlighedshistorie, det er, når en dement må flytte fra ægtefællen og på plejehjem.

Jeg håber inderligt, din far falder til ro og fortsætter med at besøge din mor i passende doser, mens han måske i den næste tid finder lidt tilbage til taknemmeligheden over sine gode minder, og alt det smukke livet stadig byder på.

For eksempel håber jeg, han tænker taknemmeligt på sin søde datter og vil bruge nogle af sine ledige timer på at nyde hendes selskab.

Besøgene skal begrænses: Hvorfor frarådes pårørende at besøge demente familiemedlemmer?

Hej Thilde

Er demens arvelig?

Hej Datter

Flere svar

Voldsom kløe

Langtrukken hoste

Øje på modermærket

Jennis farvel

Jeg er utæt

En snigende sygdom

Dårlig hørelse

Solcreme i vintermørke

Mest læste

Nu har børnene kun mig

Gaverne vækker mistanke

Jeg gav min datter væk

Veronica bor alene på en båd

Byd stedsønnen velkommen