Da Hasse den dag spurgte Violah, om hun ville giftes, var det en stor forløsning for hende. Klokken 21:00 den 28. maj 2021 sagde hun ja til sin døende mand, iført en løs skjorte og uglet hår, mens tårerne trillede ned ad kinderne på hende.

Efterfølgende fik Violah kørt en seng hen til Hasses, og hun lå tæt op ad ham og nussede ham på ryggen, mens der blev længere og længere mellem hans åndedrag.

Få timer senere sov Hasse ind. Violah lå sam-men med Hasse hele nat-ten, og da hun dagen efter forlod hospitalet, var det med en følelse af tomhed.

– Jeg havde været i alarmberedskab i to år, og pludselig var det slut. Det var svært for mig at forstå, og jeg blev overmandet af træthed. Det var, som om jeg i lang tid havde brugt ressourcer, jeg slet ikke havde.

For Violah har det været vigtigt at tale om sorgen. Hun har fået stor støtte fra sin arbejdsgiver, og hendes omgangskreds har være gode til at spørge ind i stedet for at tie. Det første stykke tid, var hendes fokus på Luiz og de andre børn, for det var vigtigt for hende, at de aldrig følte, at sorgen var tabu.

– I starten sagde Luiz tit, at han savnede sin far. Så snakkede vi om det. Han har også mange gange set mig græde, for han må gerne se, at jeg er ked af det, og at det er okay at give udtryk for det.

Livet skal være godt

De har ofte siddet og peget op på stjernerne og snakket om, at det er far, der er deroppe, og han kan spørge sin mor, om far ser på, når han spiller fodbold.

– Han kan synes, at det er uretfærdigt, at hans far ikke er her, og det skærer i hjertet, at han resten af sit liv skal mangle sin far. Men jeg tror på, at jo mere vi snakker om ham og får sat ord på sorgen, desto nemmere bliver det.

Det er lidt over et år siden, at Hasse sov ind, og selv om sorgen stadig kan gøre ondt helt ind knoglerne, har Violah valgt at tænke konstruktivt. For visheden om at sygdom og død kan ramme, når vi mindst venter det, har fået hende til at leve livet fuldt ud.

– Det kan både være at gå en tur med Luiz i skoven og snakke sammen, tage alle børnene med på tur eller tage på en spontan tur til Mallorca alene, som jeg gjorde for kort tid siden. Jeg elsker at træne, feste med mine veninder og generelt bare nyde livet. Jeg gider ikke at hænge mig i småting. For hvorfor skal det fylde, når der er så meget andet godt, forklarer Violah.

Hun håber, at hendes historie vil give håb til andre sorgramte. For selv fremtiden kan synes mørk og uoverskuelig, kommer lyset til at skinne igen, hvis man fokuserer på det.

– Jeg er taknemmelig for, at jeg oplevede så fantastisk en kærlighed. Når jeg bliver ramt af sorgen, fokuserer jeg på de år, jeg nåede at få med Hasse. Samtidig kigger jeg på alt det gode, jeg har i mit liv. Mine børn, bonussøn, venner, veninder, kollegaer og en støttende familie. For når alt kommer til alt, er det det vigtigste i livet.

Blev enke på sin bryllupsnat

Mest læste

Kærester og naboer i 16 år

William holdes kunstigt i live: 10 år i respirator

Sendt hjem fra farmor og farfar

Arver jeg efter min faster og onkel?

Min søn fik fred