Jeg er for nylig flyttet til Danmark fra Letland. I omkring 14 år har jeg fået smertestillende medicin dagligt og på den måde haft et rimeligt godt liv til trods for flere kroniske sygdomme.
Da jeg første gang kom til lægen i Danmark for at få recept på den medicin, jeg har fået i årevis, fik jeg nej. Det præparat, jeg havde fået, brugte man ikke i Danmark.
Slet ikke til en ældre, spinkel kvinde som mig. Lægen tilbød mig et morfinlignende præparat og derudover Panodil.
Men det kan slet ikke holde smerterne nede, og derfor har jeg det seneste halve år mest været sengeliggende, for det er det eneste sted, jeg kan få ro i kroppen og holde smerterne nede, så de er til at holde ud.
Det gør jo absolut intet godt for hverken min krop eller min psyke at ligge i sengen konstant, og jeg undrer mig meget over, hvorfor smertestillende medicin er så ildeset i Danmark.
I stedet får man at vide, at man skal afvænnes og bruge motion som behandling. Det vil være helt urealistisk, som jeg har det. Jeg kommer efterhånden sjældent ud mere, og jeg frygter snart, at jeg vil havne i kørestol.
I Letland sagde både familielægen og en læge på en smerteklinik, at det var bedst for mig at være så godt smertedækket som muligt, så jeg kunne forblive fysisk aktiv og psykisk glad.
Det er bedre for kroppen end konstant at være i alarmberedskab på grund af smerter. Hvorfor har man en anden holdning i Danmark?
Jeg ved, man er bekymret for afhængighed af medicin. Men når jeg har fået den samme dosis i 14 år, er sandsynligheden for, at jeg pludselig vil have mere nok ikke så stor.
Jeg ved, at smertestillende ikke er godt for kroppen, men jeg vil hellere dø 10 år før og leve et godt og nogenlunde aktivt liv end leve længere og være i et smertehelvede.
Jeg vil i øvrigt også mene, det forkorter mit liv at være bundet til sengen. Hvorfor må jeg ikke have det godt, mens jeg lever, og hvem er det, der er dommer over mit liv? Er det politikerne, jeg skal råbe op?
Jeg har ikke indtryk af, at det er min læges afgørelse, for jeg tror ikke, han må udskrive min tidligere medicin.
Jeg er 68 år, vejer 48 kilo og er 170 centimeter høj, og jeg har fibromyalgi, leddegigt, irritabel tyktarm, osteoporose og nervesygdommen polyneuropati.
Tidligere fik jeg DHC Continus og på ekstra hårde dage Tramadol eller Ibumetin. Langt de fleste dage tog jeg kun DHC Continus.
Smerterne var ikke helt væk, men de var til at leve med, og selv om jeg havde brug for hvile i løbet af dagen, var jeg langt mere aktiv end nu og ikke mindst langt gladere og mere social.
Nu får jeg Doltard og Panodil, men har ikke noget at supplere med på dårlige dage. Jeg kan stort set aldrig klare at besøge børn og børnebørn, og jeg måtte melde fra til min søns bryllup og barnebarnets dåb.
Jeg kan heller ikke længere passe hus og have eller lave sund og nærende mad, som var min store glæde.
Nu spiser jeg færdigretter og lignende, og det giver slet ikke den livsglæde, som når jeg eksperimenterede med nye retter med friske råvarer fra min have.
Jeg håber, du kan forklare mig, hvorfor jeg skal have ondt, når der findes medicin, der kan fjerne omkring 80 procent af smerterne.

Question

Jeg er for nylig flyttet til Danmark fra Letland. I omkring 14 år har jeg fået smertestillende medicin dagligt og på den måde haft et rimeligt godt liv til trods for flere kroniske sygdomme.

Da jeg første gang kom til lægen i Danmark for at få recept på den medicin, jeg har fået i årevis, fik jeg nej. Det præparat, jeg havde fået, brugte man ikke i Danmark.

Slet ikke til en ældre, spinkel kvinde som mig. Lægen tilbød mig et morfinlignende præparat og derudover Panodil.

Men det kan slet ikke holde smerterne nede, og derfor har jeg det seneste halve år mest været sengeliggende, for det er det eneste sted, jeg kan få ro i kroppen og holde smerterne nede, så de er til at holde ud.

Det gør jo absolut intet godt for hverken min krop eller min psyke at ligge i sengen konstant, og jeg undrer mig meget over, hvorfor smertestillende medicin er så ildeset i Danmark.

I stedet får man at vide, at man skal afvænnes og bruge motion som behandling. Det vil være helt urealistisk, som jeg har det. Jeg kommer efterhånden sjældent ud mere, og jeg frygter snart, at jeg vil havne i kørestol.

I Letland sagde både familielægen og en læge på en smerteklinik, at det var bedst for mig at være så godt smertedækket som muligt, så jeg kunne forblive fysisk aktiv og psykisk glad.

Det er bedre for kroppen end konstant at være i alarmberedskab på grund af smerter. Hvorfor har man en anden holdning i Danmark?

Jeg ved, man er bekymret for afhængighed af medicin. Men når jeg har fået den samme dosis i 14 år, er sandsynligheden for, at jeg pludselig vil have mere nok ikke så stor.

Jeg ved, at smertestillende ikke er godt for kroppen, men jeg vil hellere dø 10 år før og leve et godt og nogenlunde aktivt liv end leve længere og være i et smertehelvede.

Jeg vil i øvrigt også mene, det forkorter mit liv at være bundet til sengen. Hvorfor må jeg ikke have det godt, mens jeg lever, og hvem er det, der er dommer over mit liv? Er det politikerne, jeg skal råbe op?

Jeg har ikke indtryk af, at det er min læges afgørelse, for jeg tror ikke, han må udskrive min tidligere medicin.

Jeg er 68 år, vejer 48 kilo og er 170 centimeter høj, og jeg har fibromyalgi, leddegigt, irritabel tyktarm, osteoporose og nervesygdommen polyneuropati.

Tidligere fik jeg DHC Continus og på ekstra hårde dage Tramadol eller Ibumetin. Langt de fleste dage tog jeg kun DHC Continus.

Smerterne var ikke helt væk, men de var til at leve med, og selv om jeg havde brug for hvile i løbet af dagen, var jeg langt mere aktiv end nu og ikke mindst langt gladere og mere social.

Nu får jeg Doltard og Panodil, men har ikke noget at supplere med på dårlige dage. Jeg kan stort set aldrig klare at besøge børn og børnebørn, og jeg måtte melde fra til min søns bryllup og barnebarnets dåb.

Jeg kan heller ikke længere passe hus og have eller lave sund og nærende mad, som var min store glæde.

Nu spiser jeg færdigretter og lignende, og det giver slet ikke den livsglæde, som når jeg eksperimenterede med nye retter med friske råvarer fra min have.

Jeg håber, du kan forklare mig, hvorfor jeg skal have ondt, når der findes medicin, der kan fjerne omkring 80 procent af smerterne.

Kærlig hilsen Thilde · Accepted Answer

Tak for dit brev, som jeg har måttet forkorte. Men det er godt, du nævner dosis af de forskellige præparater, så jeg kan vurdere forskellen.

Hvor kan jeg godt forstå, du er frustreret. Du har levet mange år med kroniske smerter, og det er tydeligt, at smertestillende medicin tidligere har givet dig livskvalitet.

Det er rigtigt, at vi i Danmark har en forsigtig tilgang til morfin og lignende præparater, og det bliver vurderet, hvor meget morfin vi læger udskriver.

Hvis vi udskriver for meget, kan vi komme under ekstra opsyn. Det kan virke som en streng politik, men det handler om at beskytte folk mod langsigtede bivirkninger og risikoen for afhængighed, som desværre er reelle problemer for mange.

Nogle af mine patienter har takket mig for at hjælpe dem ud af deres ”morfintåge”, som de selv kalder det. De fortæller, at de har fået deres personlighed og energi tilbage, selv om deres smerter stadig er der.

Når vi som læger begynder udtrapning af morfin, håber vi altid, det ender lykkeligt – med en tilfreds patient til sidst.

Vi er godt klar over, at vi får mange skældud i løbet af udtrapningen, men jeg har virkelig patienter, som takker mig af hele deres hjerte, hver gang de ser mig, netop fordi jeg fik dem ud af morfintågen og tilbage til livet.

Desværre er det ikke gået sådan for dig, og det er vigtigt at anerkende. Jeg forstår virkelig, at du føler dig fanget og er utilfreds med dine livsvilkår nu, hvor du har det så meget dårligere end før.

Jeg synes, det vil være en god idé at få din smertebehandling vurderet igen. Det kunne være på en dansk smerteklinik, hvor der er specialister, der arbejder specifikt med kroniske smerter.

De kan hjælpe med at finde en balance, der både tager hensyn til dine smerter og din livskvalitet uden at belaste kroppen unødigt.

Nogle gange kan det være nødvendigt at justere medicinen, og andre gange kan der være andre behandlinger, som også kan give lindring.

Jeg er sikker på, din læge har haft de bedste intentioner ved at forsøge at trappe dig ud af den tidligere morfinbehandling.

Men som du selv er inde på, er det måske tid til en revurdering, så du bedre kan lære at leve med de store smerter hver dag.

Hvis samtalen med lægen ikke lykkes, kan du bede om en henvisning til en smerteklinik, hvor de har bedre tid og stor erfaring med komplekse smerteproblematikker som dine.

Jeg håber, du snart får den hjælp, du har brug for, så du kan få noget af din gamle livsglæde og aktivitet tilbage.

Smerterne tager livsglæden: Hvorfor må jeg ikke smertedækkes i Danmark?

Hej Thilde

Kvinder med smerter medicineres mindre end mænd

Kære Edel

Plaget af kroniske smerter: Hvad skal jeg gøre?

Flere svar

Dårligt knæ

Pårørendes nattesøvn

Motion i hverdagen

Revet af kat

Smerterne tager livsglæden

På forkant med foråret

Stress og koffein

Ord skaber virkelighed

Mest læste

5 tegn på narcissistens mørke sider

Nu skal jeg være stærk for vores piger

Maria valgte at sugardate

Fem overvejelser før opstart med vægttabsmedicin

Min mand er utro igen og igen: Skal jeg forlade ham?